tirsdag, december 18, 2012

AeroPress

Som lovet kommer her et indlæg om AeroPress - den simple, lette måde at lave en udmærket kop kaffe.

Pakken består af en række stumper; filterholder, filterlåg, måleske, rørespatel, stempel, tragt og selvfølgelig selve kammeret. AeroPress er lavet af plast og gummi - uden phalater eller BPA - det er alt sammen godkendt til madlavning, hvilket jo er helt formidabelt - tjek Aerobies hjemmeside for flere SPECs!
AeroPress laver et espresso lignende shot, som efterfølgende blandes med varmt vand eller mælk. Den laver altså ikke en kop filterkaffe, men nærmere en americano.
For at brygge med en AeroPress skal man bruge varmt vand og fintkværnet kaffe.

Vi havde min AeroPress med på roadtrip i Colorado. Nu er det jo ikke kaffe man mangler, når man kører rundt i USA - så det var nu mest for hyggens skyld. Den lavede nogle gode kopper kaffe, og var meget nem at rengøre. Jeg bruger den hjemme, hvis jeg bare skal lave en enkelt kop kaffe.

TIPS
For varmt vand eller for lang ventetid gør kaffen mere bitter - alle tests siger at 80°C giver det bedste resultat. Hæld vandet langsomt over kaffen i starten.
Hvis stempelet går stramt, hjælper det at kværne kaffe mere groft - men det gør kaffen mere tynd.
Når vandet koger, kan man hælde det i koppen og lade det stå i 1 minut - dette køler vandet til ca. 80°C og samtidigt varmer det koppen op :)
Jeg bruger både mørkristede og mellemristede bønner. De mørkristede giver kaffen mere fylde.

Kværn bønner
Tilsæt kaffe
Monter filter
Tilsæt vand
QUICK GUIDE:
1) Kog vand
Friskt koldt vand er bedst. Eksperterne bruger kildevand fra flaske - jeg kan ikke smage forskel.
2) Monter filter
Filteret monteres ved at skrue filterkapselen af, lægge et filter i og skrue filterlåget på igen.
3) Kværn kaffe
Her er der mulighed for at justere smagen. Jo finere kaffen er kværnet, jo stærkere smag - idet vandet løber langsommere gennem laget af kaffe.
4) Sæt AeroPress på kop og tilsæt kaffe
Brug måleskeen - 1 mål pr kop.
Pres
5) Tilsæt vand
På siden af kammeret er der fire tal i små, blå cirkler. For hvert mål kaffepulver hældes tilsvarende vand i - altså ved ét mål kaffe, hældes
vand i til 1-tallet osv.
6) Vent og rør
Vent nu ca. 10 sekunder. Rør med spatlen et par gange imens.
7) PRES!
Sæt stemplet i og pres langsomt ned. Det skal tage 20-30 sekunder at pressestemplet ned.
8) Rengør
Skru filterkapselen af, press "pukken" ud, skyl og tør.

ALTERNATIV METODE
Med denne måde undgår man at vandet løber ud gennem filteret og derved er kaffe og vand sammen i længere tid.
Sæt stempelet et par centimeter ned i kammeret. Vend det hele på hovedet. Tag filterkapselen af, hæld kaffe og vand ned i kammeret og vent mens du omrører. Læg et vådt filter i filterkapselen, og monter denne på kammeret.
Vend nu det hele forsigtigt om og sæt AeroPress'en på en kop, og pres stemplet ned.


God fornøjelse :)






Ingen kommentarer:

Send en kommentar