Min måde

For at kunne holde styr på brygningen, noterer jeg ned hvordan jeg brygger de forskellige espresso-bønner jeg køber. Jeg brygger 1-2 kopper om dagen, og 3-5 kopper i weekenden.
Et helt ensartet retultat kræver kontinuitet og rutine. Jeg kender mine maskiner godt.

Mit setup

Mit setup består af en Racilio Silvia og en Mahlkönig Vario.
Jeg skifter ofte bønner, derfor vil jeg notere ned her, hvilke indstillinger jeg bruger til de enkelte bønner.

Udover kværn og espressomaskine har jeg en gummimåtte, et stopur, en stamper, en vægt og en pitcher (mælkekande), på den har jeg sat et termometer i klistermærkeform. Derved kan jeg holde styr på temperaturen på mælken, når jeg steamer.

Desuden bruger jeg papir og kuglepen til at notere med.

Min procedure

Jeg fylder ikke flere bønner i kværnen end jeg skal bruge på 1-2 espressoer. Resten af bønnerne holder jeg i en lufttæt beholder. På den måde holder jeg aromaen bedst på bønnerne. Ved indstilling af kværn til en ny bønne, samt når jeg har tid, gør jeg dette. Ellers sidder det på rygraden.
1) fylder bønner i kværn. Noterer hvad kværnen er indstillet til.
2) nulstiller vægt med portafilter.
3) maler bønnerne ned i portafilter. Fordeler pulver jævnt i kurven under malingen.
4) vejer portafilter og noterer gram
5) støder portafilter 2 gange ned i gummiplade og stamper én gang med samme faste tryk.
6) nulstiller vægt med kop (ingen kopper vejer det samme!)
7) sætter portafilter på bryghovedet, starter stopur og tænder maskine samtidig. Noterer tiden på første dråbe. 
8) stopper maskine og stopur samtidig og sætter koppen på vægten. Noterer tid og vægt.

På denne måde får jeg nu informationen:
Indstilling: 2H
Pulver: 17g.
Tid: 25 sek.
Første dråbe: 5 sek. (Normalt for Rancilio Silva er 5-6 sekunder.)
Udtræk: 36 g.

Med dette kan jeg udregne min Brew Ratio og ramme det ønskede % - normalt 50% - og derved styre min egen bryggeteknik, ved at ramme præcist samme resultat hver gang! Samt lave enten en lungo eller ristretto.

Se noter fra de enkelte bønner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar