mandag, februar 18, 2013

Væselkaffe

Har fået denne væselkaffe i gave. Jeg har før hørt om kaffe der, efter at have været gennem et dyrs tarmsystem, bliver ristet og malet. Dette er verdens dyreste kaffe.

I Vietnam hedder det 'kopi luwak' og teorien er at væselen udvælger de bedste kaffebær og derfor er kaffen så god - men det har nok også noget med kattedyrets mavesyre at gøre.
Produktionen af kaffen foregår i bedste fald ved at bønder samler kattedyrets afførring op i skovbunden, renser kaffebærene ud og sender bønnerne til ristning.
I værste fald sker produktionen på store farme, hvor dyrene, under kummerlige forhold, har eneste formål at få så mange kaffebær gennem systemet som muligt.
Jeg ser det lidt som kaffeproduktionens udgave af foie gras, æg fra burhøns og minkskind, som også alle produceres under umoralske forhold.

Kiloprisen på væselkaffe kan være op til 2.000 kr/kg. Jeg har læst mig frem til at der er at der bliver solgt 50 gange mere kopi luwak end der bliver produceret - lidt mystisk??! Det betyder at en del producenter pakker regulær kaffe i poser og sælger det som væselkaffe - så egentligt ved jeg ikke om disse bønner har været gennem en væsel, men det må prøves!

Kopi luwak er også med i filmen 'The Bucket List' fra 2007 med Morgan Freeman og Jack Nicholson.



Med alt det i tankerne satte jeg vand over, mens jeg pakkede kaffen ud. Med posen fulgte et besynderligt bryggeapparat produceret i meget skrøbeligt tin-materiale - denne må jeg lære at bruge en anden dag. Der var ingen anvisning til at brygge kaffe i den, og da jeg stod med Hario, stempelkander og AeroPress prøver jeg dem først.

Da posen blev åbnet og en vild duft af chokolade, søde bær og frugt væltede ud. Bønnerne var meget fugtige og da jeg startede kaffekværnen kom også nogle ukendte og ikke så gode lyde. Da kværnen fik tygget sig gennem bønnerne var der en fugtig masse i beholderen.
Jeg bryggede kaffen med 6g pulver pr 150g vand.

Den færdige kaffe ligner almindelig kaffe, men den duftede helt vildt sød og frugtig - og det samme var smagen.
Bitterhed var ikke eksisterende, der var kun blød, aromatisk og sød kaffesmag i koppen. Smagen er næsten som om der er tilsat aroma eller sirup af en art - men smagen er helt utrolig god - en kop kaffe, der kan gøre det ud for en kage.



Kilder:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar